Jeg har i mit virke som underviser, i folkeskolen og som underviser gennem klaver for alle, set og hørt mange forskellige klaviaturer og oplevet nogle fordele og ulemper ved forskellige typer af klaverer og tangenter. Derfor har jeg lavet et lille indlæg om valg af klaver for ny-begynderen udi klaverspillet.
Allerførst: Den oplagte favorit, som jeg simpelthen elsker at spille på er selvfølgelig et flygel – og yes, det var et Steinway jeg spillede på. Ved de årlige forårskoncerter på den skole jeg var musiklærer på, spillede jeg altid på et Steinway-flygel. Sikke et instrument. Klangen alene, konstruktionen og håndværket bag, samt selve spilleglæden jeg fik ved at spille på det var helt fremragende. Muligheden for at skabe musikalske nuancer, dynamik, sustain…, og, ja, hele vejen rundt er helt sublim.

MEN, mindre end et koncertflygel kan også gøre det når man skal lære at spille klaver. Jeg vil dog alligevel anbefale og ønske, at de elever jeg underviser mindst én gang får lov at prøve at spille på et rigtigt flygel. Hold fast en oplevelse.
Det er min klare anbefaling, at man anskaffer sig et akustisk klaver, eller et digitalt el-klaver med anslagsfølsomme vægtede tangenter når man skal lære at spille klaver.
Hvorfor så det, og hvad betyder anslagsfølsomme og vægtede tangenter så?
Vægtede tangenter har i modsætning til uvægtede tangenter en vis tyngde, og muliggør helt enkelt en anden form dynamik når der spilles på dem. Der er lidt modstand i vægtede tangenter ift. uvægtede tangenter og de efterligner/imiterer hammer-følelsen fra akustiske opretstående klaverer og flygler. Tangenterne responderer tydeligt på det anslag man giver dem.
Keyboards og synthezisere uden vægtede tangenter har deres berettigelse, især når der skal spilles pop-klaver, eller flyde-strums som underlægning, eller i forbindelse med særlige keyboard-soloer. Men til klassisk klaver og almindelig brugsklaver vil jeg klart anbefale klaverer (akustiske eller digitale) med vægtede tangenter.

Akustisk klaver – fordele og ulemper
De oplagte fordele ved akustiske klaver er hele sanseligheden; god klang, godt håndværk – nærmest et møbel, vægtede tangenter og holdbarheden. De kan holde i rigtig mange år, sådan nogle klaverer.
Ulemperne tæller f.eks.; størrelsen – de kan være utroligt tunge og umulige at flytte rundt på, og så kan det være svært at komme af med dem igen, selv hvis man prøver at nærmest forære dem væk. En anden konsekvens af at spille på og have et akustisk klaver er, at det skal stemmes fra tid til anden, så den udgift skal man være klar til at bære. Sidst men ikke mindst, så kan man ikke øve uforstyrret på et akustisk klaver, hvilket kan være et problem, hvis man bor i lejlighed.

Digitalt el-klaver – fordele og ulemper
Fordelene ved et digitalt el-klaver er, at man efterhånden kan få mange modeller med vægtede tangenter for relativt få penge, som ikke skal stemmes. El-klaverer vejer og fylder typisk mindre end de akustiske klaverer og kan lettere finde plads i hjemmet. Jeg har f.eks. en plads på væggen til mit digital-klaver til når jeg har gæster, sådan at det optager mindre plads i lejligheden. En anden fordel ved el-klaveret er, at mange af de kvalitetsmodeller der laves i dag kan holde i rigtig mange år. Mit eget Yamaha P-60 er nu 20+ år gammelt og virker akkurat som da jeg købte det. Desuden kan der til el-klavererne (langt de fleste) tilsluttes høretelefoner, så der kan øves døgnet rundt, hvilket kan være praktisk hvis man bor i lejlighed og har behov for at øve på skæve tidspunkter.
Ulemperne ved at anskaffe sig et godt digital-klaver kan være svære at få øje på, men der er alligevel nogle få. Selve klangen og sanseoplevelsen bliver aldrig helt den samme som på et godt akustisk klaver/flygel. Desuden kan man mange gange få et godt akustisk klaver temmelig billigt, tja ned til nærmest gratis i nogle tilfælde.

For begge typer klaverers tilfælde gælder det at jo bedre du behandler instrumenterne, jo længere tid holder de. Behandl dem som instrumenter, både når de bare står, og når du spiller på dem. Respekt for instrumentet gør, at det kan holde nærmest evigt.
Anbefalinger af digital-klaverer
Jeg har bl.a. afprøvet og spillet på disse 2 modeller, som jeg kan anbefale til begyndere eller semi-øvede klaver-elever.
Roland FP-10
Et smalt, og meget simpelt klaver, som kan passes ind mange steder, da det fylder næsten ingenting. Tangenterne på klaveret er vægtede og meget behagelige at spille på. Her får man rigtig meget klaver for pengene, med rigtig gode tangenter. Der er dog et meget begrænset udvalg af lyde, ikke mulighed for optagelse og letttere begrænset lydstyrke (hvis man skal spille klaver koncert for en større forsamling).
Se en god omfangsrig og grundig anmeldelse på engelsk her
Du kan også søge på klavermodellen på youtube og finde anmeldelser dér.
Yamaha YDP-S34
Med denne lidt dyrere model fra Yamaha får du også nogle lækre tangenter, og lidt flere funktioner (f.eks. optagelsesmulighed), Derudover får du også (synes jeg) et rasende lækkert design, som gør at klaveret nærmest er et møbel i sig selv.
Se evt. en god gennemgang af klaveret inkl. videoer her
Du kan også søge på klavermodellen på youtube og finde anmeldelser dér.
Til slut vil jeg nævne, at et hvilket som helst klaviatur såmænd kan være ok til en start, men hvis man finder ud af, at det er klaver man vil, så er mit råd: Gå all-in og køb et godt sæt tangenter at spille på. Kvalitet betaler sig i spilleglæde og nydelse, og så holder det som regel også i noget længere tid.